Grundet en forestående 40 års fødselsdag (for hvem der nu går op i den slags bagateller og ligegyldigheder…), så fik min kære hustru og børn den geniale idé at give mig ”fri” til at tage til Florida for at deltage i BikeWeek 2002 som er verdens største mc-begivenhed (600.000 motorcykler – fortrinsvist Harley’er - kører overalt i Daytona området i én uge!) . Jeg havde i 2000 oplevet dette arrangement . men i bil, og havde siden drømt om at køre på Harley Davidson i Daytona. Grundet diverse besværligheder med bl.a. Harley-leje og indkvartering (var ude i sidste øjeblik) blev projektet i første omgang skrinlagt
Efter at have småskumlet lidt over den aflyste tur, og checket mulighederne for ”færdigpakkede ture” så opstod en ny idé; hvorfor arrangerer jeg ikke selv en USA-tur på et andet tidspunkt og får vennerne med?
Allerede samme aften fik jeg tilsagn fra min bror Jan, samt vennerne Georg og André (som også alle havde fået den eftertragtede og altafgørende udgangstilladelse fra de ”langhårede”). Georg stod dog uforstående overfor ønsket om at køre på Harley, når nu der alligevel var produceret både BMW
og Honda motorcykler? Jeg har ham dog mistænkt for at modstanden mod Harley ikke bundede så dybt alligevel – og køre rundt på en Honda i USA var dog alligevel for tyndt!
Den næste tid gik så ellers med søgninger på internettet, telefonsamtaler med vores venner i USA og diverse flyselskaber. Efter et stykke tid var programmet skruet sammen og budgettet tegnede et overraskende fornuftigt billede af sådan en tur: 7 fulde dage på Harley’er (efter eget valg) i Florida og hjemtur med 24 timers stop i New York. Vi havde booket 1. nat
på hotel i Miami samt hotel i New York – og ellers blot en rimelig løs ruteplan, som vi ville bruge som udgangspunkt.
Dag 1 – ankomst Miami/afhentning af Harley’erFlyrejsen foregik principielt temmelig uproblematisk, når man ser bort fra det faktum, at Georg ved et uheld havde fået sin ”Leatherman” forvildet ind i håndbagagen… Temmelig rødøret gjorde han opmærksom på dette ved sikkerhedskontrollen i Billund – de bad ham blot holde den nede i
håndbagagen (hurra for sikkerheden)! I Frankfurt blev den dog behørigt afleveret til sikkerhedspersonalet, der forseglede den i en kuvert, der først dukkede op igen i Miami – her opstod et helt nyt begreb, der ofte blev anvendt under turen: ”en morfar”. Denne titel kunne man blive idømt ved selv den mindste forseelse!
Vi ankom til Miami sidst på eftermiddagen, og efter at have checket ind på hotellet, så væltede vi ind i en taxa for at komme ud og hente Harley’erne. Hjemmefra havde jeg udskrevet en engelsk kørevejledning fra hotellet til
udlejeren, så der burde ikke være noget, der kunne gå galt – og herregud det var jo bare en køretur på et par miles… Hvad jeg ikke havde taget med i planlægningen var, at en meget stor del af taxichaufførerne i Miami tilsyneladende kommer fra nogle fransktalende lande i Sydamerika, og som har fundet deres kørekort i en skraldespand – ja, så har man altså alligevel et større problem! Efter en hel del om- og vildkørsler, højlydte meningsudvekslinger, trusler på dansk om hvad han kunne gøre ved sin taxa, kom vi alligevel mirakuløst til Harley-udlejerens forretning. Dette overraskede vist også vor taxachauffør i en sådan grad, at han ubetinget
accepterede et nedslag i prisen…
Nu var det så mig, der var mere spændt end den dag jeg for mange år gik til en biologieksamen uden at have læst noget som helst – det er sin sag at trække 3 af vennerne med til USA på baggrund af en drøm om at køre Harley, for så blot at opdage, at Harley’erne var nogle gamle lig… Heldigvis blev mine bange anelser 100% gjort til skamme, og vi blev mødt af en storsmilende udlejer, der dog måtte beklage, at den ene af de 4 bestilte FatBoys desværre ikke var kommet. Vi kunne i stedet vælge mellem en Softtail Heritage, en RoadKing eller en NightTrain. Vi accepterede den
tilbudte NightTrain som straks blev døbt ”The Bitch Bike”, da den så lidt ”spinkel” ud ved siden af de 3 FatBoys. Der var tale om den helt nye 2003-jubilæumsserie (med 1.450 ccm motor og en egenvægt på 320 kg) og Harley’erne havde alle kørt under 1.000 miles – ren luksus. Modellen var på dette tidspunkt kun lige introduceret i Danmark, så vi var helt oppe at køre!!! Papirerne blev hurtigt klaret og så var det ellers bare ud i trafikken. Det var en særdeles lækker fornemmelse endelig at få råderetten (godt nok kun for én uge – men alligevel) over en Harley Davidson i USA. Hjemme i afgiftsplagede Danmark har jeg haft en bred vifte af vidt forskellige motorcykler af japansk herkomst – og altid drømt om en Harley. Men
nyprisen på omkring kr. 400.000 har altid virket som en psykisk stopklods for mig… En brugt Harley til mere rimelige penge har jeg realistisk set hverken tid eller tilstrækkelig teknisk indsigt i til at vedligeholde.
Efter en gang fornøjelses- og tilvænningskørsel kom vi tilbage til hotellet, hvor vi kunne konstatere, at t-shirts, mc-jakker, jeans, styrthjelme og 33 graders varme sammenholdt med ekstrem høj fugtighed er en særdeles sveddrivende kombination! Så stod den ellers på swimmingpool, aftensmad, lidt øl og løgnehistorier indtil dagen var slut.
Dag 2 – West Palm BeachVi valgte at følge A1A op langs østkysten til Ft. Lauderdale for at få et indtryk af Miami og de følgende sammenhængende småbyer. Det er et MEGET varmt projekt, der giver mange stops (læs: blinklys). Efter små 4 timers kørsel med særdeles moderat hastighed – glem alt om højt gear - nåede vi til Ft. Lauderdale, der vel svarer til Venedig: der er gravet en mængde kanaler, så de særdeles velhavende indbyggere kan have båden ”parkeret” i haven. Her blev turens 2. morfar ubetinget tildelt André, da han brødebetynget måtte erkende, at han havde GLEMT sit creditcard på
hotellet i Miami… No problem: vi vendte da bare lige de 4 Harley’er og tullede retur til Miami igen - i total stilhed!!! Da vi igen kørte nordpå tog vi motorvejen for ikke at miste mere tid. Ved aftenstid rullede vi – efter turens eneste regnbyge på 5 min. - ind hos vores venner i West Palm Beach. De bor i et særdeles velhavende område, hvor husene på den ene side af vejen har stalde til deres poloheste (stor sportsgren derovre), og på den anden side af vejen har de hangarer til deres privatfly!!! Det er en sjov fornemmelse, at sidde med en øl ude på terrassen, når naboens Cesnafly ruller forbi på vej ned til startbanen for enden af vejen – det skal opleves, før man tror på det! Ganske tæt på beboelsesområdet så vi i en kanal en alligator!!! Ikke noget
man oplever hver uge i Silkeborg-området. Vi forsøgte efter bedste evne at konsumere det enorme amerikanske aftensmåltid, de havde forberedt og havde en virkelig hyggelig aften med testsmagninger af diverse – og mange - amerikanske øltyper.
