Fyrre, Fatboy & Florida
Grundet en forestående 40 års fødselsdag (for hvem der nu går op i den slags bagateller og ligegyldigheder…), så fik min kære hustru og børn den geniale idé at give mig ”fri” til at tage til Florida for at deltage i BikeWeek 2002 som er verdens største mc-begivenhed (600.000 motorcykler – fortrinsvist Harley’er - kører overalt i Daytona området i én uge!) . Jeg havde i 2000 oplevet dette arrangement . men i bil, og havde siden drømt om at køre på Harley Davidson i Daytona. Grundet diverse besværligheder med bl.a. Harley-leje og indkvartering (var ude i sidste øjeblik) blev projektet i første omgang skrinlagt
Efter at have småskumlet lidt over den aflyste tur, og checket mulighederne for ”færdigpakkede ture” så opstod en ny idé; hvorfor arrangerer jeg ikke selv en USA-tur på et andet tidspunkt og får vennerne med?
Allerede samme aften fik jeg tilsagn fra min bror Jan, samt vennerne Georg og André (som også alle havde fået den eftertragtede og altafgørende udgangstilladelse fra de ”langhårede”). Georg stod dog uforstående overfor ønsket om at køre på Harley, når nu der alligevel var produceret både BMW
og Honda motorcykler? Jeg har ham dog mistænkt for at modstanden mod Harley ikke bundede så dybt alligevel – og køre rundt på en Honda i USA var dog alligevel for tyndt!
Den næste tid gik så ellers med søgninger på internettet, telefonsamtaler med vores venner i USA og diverse flyselskaber. Efter et stykke tid var programmet skruet sammen og budgettet tegnede et overraskende fornuftigt billede af sådan en tur: 7 fulde dage på Harley’er (efter eget valg) i Florida og hjemtur med 24 timers stop i New York. Vi havde booket 1. nat
på hotel i Miami samt hotel i New York – og ellers blot en rimelig løs ruteplan, som vi ville bruge som udgangspunkt.
Dag 1 – ankomst Miami/afhentning af Harley’er
Flyrejsen foregik principielt temmelig uproblematisk, når man ser bort fra det faktum, at Georg ved et uheld havde fået sin ”Leatherman” forvildet ind i håndbagagen… Temmelig rødøret gjorde han opmærksom på dette ved sikkerhedskontrollen i Billund – de bad ham blot holde den nede i
håndbagagen (hurra for sikkerheden)! I Frankfurt blev den dog behørigt afleveret til sikkerhedspersonalet, der forseglede den i en kuvert, der først dukkede op igen i Miami – her opstod et helt nyt begreb, der ofte blev anvendt under turen: ”en morfar”. Denne titel kunne man blive idømt ved selv den mindste forseelse!
Kim i Ft. Lauderdale - en meget glad mand!!!
Grundet en forestående 40 års fødselsdag (for hvem der nu går op i den slags bagateller og ligegyldigheder…), så fik min kære hustru og børn den geniale idé at give mig ”fri” til at tage til Florida for at deltage i BikeWeek 2002 som er verdens største mc-begivenhed (600.000 motorcykler – fortrinsvist Harley’er - kører overalt i Daytona området i én uge!) . Jeg havde i 2000 oplevet dette arrangement . men i bil, og havde siden drømt om at køre på Harley Davidson i Daytona. Grundet diverse besværligheder med bl.a. Harley-leje og indkvartering (var ude i sidste øjeblik) blev projektet i første omgang skrinlagt
Efter at have småskumlet lidt over den aflyste tur, og checket mulighederne for ”færdigpakkede ture” så opstod en ny idé; hvorfor arrangerer jeg ikke selv en USA-tur på et andet tidspunkt og får vennerne med?
Allerede samme aften fik jeg tilsagn fra min bror Jan, samt vennerne Georg og André (som også alle havde fået den eftertragtede og altafgørende udgangstilladelse fra de ”langhårede”). Georg stod dog uforstående overfor ønsket om at køre på Harley, når nu der alligevel var produceret både BMW
og Honda motorcykler? Jeg har ham dog mistænkt for at modstanden mod Harley ikke bundede så dybt alligevel – og køre rundt på en Honda i USA var dog alligevel for tyndt!Den næste tid gik så ellers med søgninger på internettet, telefonsamtaler med vores venner i USA og diverse flyselskaber. Efter et stykke tid var programmet skruet sammen og budgettet tegnede et overraskende fornuftigt billede af sådan en tur: 7 fulde dage på Harley’er (efter eget valg) i Florida og hjemtur med 24 timers stop i New York. Vi havde booket 1. nat
på hotel i Miami samt hotel i New York – og ellers blot en rimelig løs ruteplan, som vi ville bruge som udgangspunkt.Dag 1 – ankomst Miami/afhentning af Harley’er
Flyrejsen foregik principielt temmelig uproblematisk, når man ser bort fra det faktum, at Georg ved et uheld havde fået sin ”Leatherman” forvildet ind i håndbagagen… Temmelig rødøret gjorde han opmærksom på dette ved sikkerhedskontrollen i Billund – de bad ham blot holde den nede i
håndbagagen (hurra for sikkerheden)! I Frankfurt blev den dog behørigt afleveret til sikkerhedspersonalet, der forseglede den i en kuvert, der først dukkede op igen i Miami – her opstod et helt nyt begreb, der ofte blev anvendt under turen: ”en morfar”. Denne titel kunne man blive idømt ved selv den mindste forseelse!Vi ankom til Miami sidst på eftermiddagen, og efter at have checket ind på hotellet, så væltede vi ind i en taxa for at komme ud og hente Harley’erne. Hjemmefra havde jeg udskrevet en engelsk kørevejledning fra hotellet til 
udlejeren, så der burde ikke være noget, der kunne gå galt – og herregud det var jo bare en køretur på et par miles… Hvad jeg ikke havde taget med i planlægningen var, at en meget stor del af taxichaufførerne i Miami tilsyneladende kommer fra nogle fransktalende lande i Sydamerika, og som har fundet deres kørekort i en skraldespand – ja, så har man altså alligevel et større problem! Efter en hel del om- og vildkørsler, højlydte meningsudvekslinger, trusler på dansk om hvad han kunne gøre ved sin taxa, kom vi alligevel mirakuløst til Harley-udlejerens forretning. Dette overraskede vist også vor taxachauffør i en sådan grad, at han ubetinget 
accepterede et nedslag i prisen…
Nu var det så mig, der var mere spændt end den dag jeg for mange år gik til en biologieksamen uden at have læst noget som helst – det er sin sag at trække 3 af vennerne med til USA på baggrund af en drøm om at køre Harley, for så blot at opdage, at Harley’erne var nogle gamle lig… Heldigvis blev mine bange anelser 100% gjort til skamme, og vi blev mødt af en storsmilende udlejer, der dog måtte beklage, at den ene af de 4 bestilte FatBoys desværre ikke var kommet. Vi kunne i stedet vælge mellem en Softtail Heritage, en RoadKing eller en NightTrain. Vi accepterede den
tilbudte NightTrain som straks blev døbt ”The Bitch Bike”, da den så lidt ”spinkel” ud ved siden af de 3 FatBoys. Der var tale om den helt nye 2003-jubilæumsserie (med 1.450 ccm motor og en egenvægt på 320 kg) og Harley’erne havde alle kørt under 1.000 miles – ren luksus. Modellen var på dette tidspunkt kun lige introduceret i Danmark, så vi var helt oppe at køre!!! Papirerne blev hurtigt klaret og så var det ellers bare ud i trafikken. Det var en særdeles lækker fornemmelse endelig at få råderetten (godt nok kun for én uge – men alligevel) over en Harley Davidson i USA. Hjemme i afgiftsplagede Danmark har jeg haft en bred vifte af vidt forskellige motorcykler af japansk herkomst – og altid drømt om en Harley. Men 
nyprisen på omkring kr. 400.000 har altid virket som en psykisk stopklods for mig… En brugt Harley til mere rimelige penge har jeg realistisk set hverken tid eller tilstrækkelig teknisk indsigt i til at vedligeholde.
Efter en gang fornøjelses- og tilvænningskørsel kom vi tilbage til hotellet, hvor vi kunne konstatere, at t-shirts, mc-jakker, jeans, styrthjelme og 33 graders varme sammenholdt med ekstrem høj fugtighed er en særdeles sveddrivende kombination! Så stod den ellers på swimmingpool, aftensmad, lidt øl og løgnehistorier indtil dagen var slut.
Dag 2 – West Palm Beach
Vi valgte at følge A1A op langs østkysten til Ft. Lauderdale for at få et indtryk af Miami og de følgende sammenhængende småbyer. Det er et MEGET varmt projekt, der giver mange stops (læs: blinklys). Efter små 4 timers kørsel med særdeles moderat hastighed – glem alt om højt gear - nåede vi til Ft. Lauderdale, der vel svarer til Venedig: der er gravet en mængde kanaler, så de særdeles velhavende indbyggere kan have båden ”parkeret” i haven. Her blev turens 2. morfar ubetinget tildelt André, da han brødebetynget måtte erkende, at han havde GLEMT sit creditcard på
hotellet i Miami… No problem: vi vendte da bare lige de 4 Harley’er og tullede retur til Miami igen - i total stilhed!!! Da vi igen kørte nordpå tog vi motorvejen for ikke at miste mere tid. Ved aftenstid rullede vi – efter turens eneste regnbyge på 5 min. - ind hos vores venner i West Palm Beach. De bor i et særdeles velhavende område, hvor husene på den ene side af vejen har stalde til deres poloheste (stor sportsgren derovre), og på den anden side af vejen har de hangarer til deres privatfly!!! Det er en sjov fornemmelse, at sidde med en øl ude på terrassen, når naboens Cesnafly ruller forbi på vej ned til startbanen for enden af vejen – det skal opleves, før man tror på det! Ganske tæt på beboelsesområdet så vi i en kanal en alligator!!! Ikke noget 
man oplever hver uge i Silkeborg-området. Vi forsøgte efter bedste evne at konsumere det enorme amerikanske aftensmåltid, de havde forberedt og havde en virkelig hyggelig aften med testsmagninger af diverse – og mange - amerikanske øltyper.
udlejeren, så der burde ikke være noget, der kunne gå galt – og herregud det var jo bare en køretur på et par miles… Hvad jeg ikke havde taget med i planlægningen var, at en meget stor del af taxichaufførerne i Miami tilsyneladende kommer fra nogle fransktalende lande i Sydamerika, og som har fundet deres kørekort i en skraldespand – ja, så har man altså alligevel et større problem! Efter en hel del om- og vildkørsler, højlydte meningsudvekslinger, trusler på dansk om hvad han kunne gøre ved sin taxa, kom vi alligevel mirakuløst til Harley-udlejerens forretning. Dette overraskede vist også vor taxachauffør i en sådan grad, at han ubetinget 
accepterede et nedslag i prisen…Nu var det så mig, der var mere spændt end den dag jeg for mange år gik til en biologieksamen uden at have læst noget som helst – det er sin sag at trække 3 af vennerne med til USA på baggrund af en drøm om at køre Harley, for så blot at opdage, at Harley’erne var nogle gamle lig… Heldigvis blev mine bange anelser 100% gjort til skamme, og vi blev mødt af en storsmilende udlejer, der dog måtte beklage, at den ene af de 4 bestilte FatBoys desværre ikke var kommet. Vi kunne i stedet vælge mellem en Softtail Heritage, en RoadKing eller en NightTrain. Vi accepterede den
tilbudte NightTrain som straks blev døbt ”The Bitch Bike”, da den så lidt ”spinkel” ud ved siden af de 3 FatBoys. Der var tale om den helt nye 2003-jubilæumsserie (med 1.450 ccm motor og en egenvægt på 320 kg) og Harley’erne havde alle kørt under 1.000 miles – ren luksus. Modellen var på dette tidspunkt kun lige introduceret i Danmark, så vi var helt oppe at køre!!! Papirerne blev hurtigt klaret og så var det ellers bare ud i trafikken. Det var en særdeles lækker fornemmelse endelig at få råderetten (godt nok kun for én uge – men alligevel) over en Harley Davidson i USA. Hjemme i afgiftsplagede Danmark har jeg haft en bred vifte af vidt forskellige motorcykler af japansk herkomst – og altid drømt om en Harley. Men 
nyprisen på omkring kr. 400.000 har altid virket som en psykisk stopklods for mig… En brugt Harley til mere rimelige penge har jeg realistisk set hverken tid eller tilstrækkelig teknisk indsigt i til at vedligeholde.Efter en gang fornøjelses- og tilvænningskørsel kom vi tilbage til hotellet, hvor vi kunne konstatere, at t-shirts, mc-jakker, jeans, styrthjelme og 33 graders varme sammenholdt med ekstrem høj fugtighed er en særdeles sveddrivende kombination! Så stod den ellers på swimmingpool, aftensmad, lidt øl og løgnehistorier indtil dagen var slut.
Dag 2 – West Palm BeachVi valgte at følge A1A op langs østkysten til Ft. Lauderdale for at få et indtryk af Miami og de følgende sammenhængende småbyer. Det er et MEGET varmt projekt, der giver mange stops (læs: blinklys). Efter små 4 timers kørsel med særdeles moderat hastighed – glem alt om højt gear - nåede vi til Ft. Lauderdale, der vel svarer til Venedig: der er gravet en mængde kanaler, så de særdeles velhavende indbyggere kan have båden ”parkeret” i haven. Her blev turens 2. morfar ubetinget tildelt André, da han brødebetynget måtte erkende, at han havde GLEMT sit creditcard på
hotellet i Miami… No problem: vi vendte da bare lige de 4 Harley’er og tullede retur til Miami igen - i total stilhed!!! Da vi igen kørte nordpå tog vi motorvejen for ikke at miste mere tid. Ved aftenstid rullede vi – efter turens eneste regnbyge på 5 min. - ind hos vores venner i West Palm Beach. De bor i et særdeles velhavende område, hvor husene på den ene side af vejen har stalde til deres poloheste (stor sportsgren derovre), og på den anden side af vejen har de hangarer til deres privatfly!!! Det er en sjov fornemmelse, at sidde med en øl ude på terrassen, når naboens Cesnafly ruller forbi på vej ned til startbanen for enden af vejen – det skal opleves, før man tror på det! Ganske tæt på beboelsesområdet så vi i en kanal en alligator!!! Ikke noget 
man oplever hver uge i Silkeborg-området. Vi forsøgte efter bedste evne at konsumere det enorme amerikanske aftensmåltid, de havde forberedt og havde en virkelig hyggelig aften med testsmagninger af diverse – og mange - amerikanske øltyper.Dag 3 – Daytona
Efter en rundtur i området (der er virkelig nogen, der forstår at tjene penge – villaerne på Strandvejen i København blegner virkelig ved siden af nogle
af ”paladserne” i dette område!!!) sagde vi farvel og på forhåbentlig snarligt gensyn til vennerne i West Palm Beach, og begav os igen nordpå mod Daytona. Vi tog nu motorvejen for at få tilbagelagt nogle hurtige miles – og for at se hvordan en Harley opfører sig ved højere hastigheder. Lad det være sagt med det samme: en Harley Davidson FatBoy uden vindskærm er ikke designet til at køre 100 miles i timen eller mere over længere strækninger! Men igen: who the fuck cares? Den er faktisk utrolig letkørt, og man mærker stort set ikke de over 300 kilo den vejer. Det er stadig – i mine øjne – den fedeste motorcykel, der nogensinde er bygget, og byder 
muligheden sig, så kører jeg også Harley Davidson i Danmark! Stil eller ikke stil – skulle man køre over længere stræk ved høj hastighed, så ville en vindskærm være til stor gavn. Den meget oprejste og brede kørestilling ”sluger” altså noget vind ved høj hastighed, og trætter ved længere tids kørsel.
Vi ankom til Daytona ud på eftermiddagen og væltede ind på det lokale madtempel lige overfor Daytona International Race Tracks (den berømte væddeløbsbane). Efter behørig fødeindtagelse samt fotografering begav vi
os ned mod stranden for at finde et motel. Undervejs passerede vi den lokale Harley-forhandler, der med vanlig sans for beskedenhed annonceres, som verdens største Harley-forretning. Og STOR er den bestemt! Der var et utal af Harley’er – nye & brugte – værksteder, reservedelsforretning, tøjafdeling og en ekstrem stor merchandise afdeling, hvor man kan få Harley-logoet på stort set ALT. Jeg har altid været imponeret af CAPS i Risskov, men dette var altså noget større! Efter at have indsnuset atmosfæren her kørte vi ned mod stranden for at finde et passende hotel og blev booket ind på et Desert Inn med videoovervåget parkeringsgarage. Selve parkeringen var noget vi brugte meget tid på hver dag. Alle 
Harleyerne blev låst sammen efter alle kunstens regler af hensyn til den selvrisiko på 2.000 $ pr. Harley som vi havde i tilfælde af tyveri… Af samme årsag var vi også rimeligt forsigtige med, hvor vi parkerede – om det var berettiget eller ej, skal jeg lade være usagt, men vi havde det bare bedst på denne måde.
Herefter foregik resten af aftenen med cruising rundt i Daytona for at indsnuse stemningen i denne meget berømte MC-by. Vi var der små 10 dage før Biketoberfesten, som er en mindre udgave af det berømte BikeWeek, der finder sted om foråret. Derfor var der allerede begyndt at komme mange af de ”lejlighedsvise” mc-forretninger, der skyder op under disse træf – og en hel del Harley’er var også begyndt at cruise rundt i området. Det var spændende at besøge fx Arlen Ness forretningen og se nogle af de yderst fantasifulde Harleyer, som de bygger – enhver synsinspektør i Danmark ville besvime blot ved synet! Turen ad Main Street op til Saloon Boothill på Harley’en var altså også sjovere på ryggen af en Harley end sidst,
hvor jeg kørte i bil…
Næste dag iklædte vi os den typiske amerikanske sikkerheds mc-beklædning: shorts, solbriller og t-shirts og betalte de obligatoriske 5 $ for at få lov til at køre på Daytona Beach. Dette var noget vi virkelig havde set frem til!!! En særdeles lang fast og bred sandstrand, Atlanterhavet, mere end 30 graders varme, dine bedste venner og så 4 Harley’er – større bliver det altså ikke! Efter denne kanonoplevelse gik turen retur til hotellet, hvor vi skiftede til den skandinavisk tillempede biker-beklædning: t-shirts, cowboybukser, solbriller og styrthjelme… MC-jakkerne dannede en perfekt rygstøtte bag på sadlerne! Sikkerhedsmæssigt er dette naturligvis ikke optimalt – vi benyttede jakkerne ved kørsel på Highways og lignende med højere hastigheder. Men helt ærligt: i 30-35 graders varme og med særdeles høj fugtighed, så var det bare for VARMT at køre med jakkerne ved bykørsel!
Lige udenfor Daytona tog vi turen ”Riding the loop”, som alle der kommer til Daytona bør køre. Der er tale om en ca. 25 miles rundtur i en særdeles varieret natur med helt perfekte mc-veje. Man kører gennem skovområder, der lukker sig helt om vejen, langs søer, sumpområder m.m. Dette var absolut en af turens store MC-oplevelser! Stop langs søerne blev gjort med stor opmærksomhed på det lokale dyreliv (læs: alligatorer og lign.)… André overvejede i øvrigt at tage patent på den ultimative fastspændingsanordning for videoudstyr på en Harley (læs: plasticstrips og gaffatape). Der kom faktisk nogle meget gode optagelser ud af det!
Dag 4 – Motel i Beverly Hills
Vi krydsede derefter Florida på tværs ad den laaaaange og helt snorlige StateRoad 40, der går gennem Ocala National Forest. Ikke meget udsigt til andet end den helt lige og endeløse vej samt den helt tætte bevoksning langs vejsiderne. Ved aftenstide blev det nødvendigt at finde et motel idet Jan kun havde en åben hjelm og helt sorte solbriller – og det blev altså pludselig helt mørkt. Iflg. Jan svarede det til at lade Stevie Wonder køre på Harley… Vi fandt derfor et RIGTIGT motel som man kender det fra de lidt
mere skumle amerikanske film – prisen for et dobbeltværelse var kun 19 $ inkl. kakerlakker på badeværelset og blodspor i Andrés seng… Det var faktisk en ret sjov oplevelse, som vi har grint af mange gange siden! Byen havde det ret prangende navn: Beverly Hills, og havde bestemt IKKE andre lighedspunkter med bydelen i L.A., Californien. Trods mange fordomme havde vore Harley’er endnu ikke brugt olie overhovedet, og havde i enhver henseende opført sig eksemplarisk – talen gik derfor meget på mulighederne for evt. køb af HD’ere i Danmark.
Dag 5 – Hooters og Ft. Myers
Næste morgen sagde vi farvel til kakerlakkerne i Berverly Hills og kørte stille og roligt langs Den Mexikanske Golf sydpå. Byerne i Florida strækker sig langs kysterne ind i hinanden, så man har blot fornemmelsen af, at køre gennem en laaaang bydel. Disse bykørsler bliver i længden ret kedelige, da amerikanerne samtidig har placeret et utal af lyskryds… Ved St. Petersburg kørte vi via Interstate 275 over den særdeles flotte Sunshine Skyway Bridge, som er en dæmning, der midtpå hæver sig til en næsten 100 m høj bro med en lækker udsigt over Tampabugten. Flot!
I Fort Myers – City of Palms - fandt vi et passende motel (denne gang uden kakerlakker) og rullede så hen til det lokale Hooters. For de endnu uindviede kan jeg oplyse, at det er en kæde af restauranter, hvor personalet (udelukkende kvinder) er antaget primært efter brystmål samt deres evne til at gå med særdeles små toppe og shorts…og maden er i øvrigt også ok! Grunden til vort besøg var naturligvis ikke udelukkende af mandschauvinistiske årsager, men den lokale HD-klub havde i samarbejde med Hooters arrangeret et HD-træf, og det ville vi naturligvis ikke gå glip af. Det vrimlede med spændende Harley’er og flinke mennesker og tiden bare fløj af sted. Det er absolut utroligt, hvad den rette kombination af fornuftige mc-priser, høj temperatur, amerikansk tankegang og manglende danske synsregler kan gøre for kreativ udfoldelse på en Harley! Vi kom sent i seng i absolut løftet stemning og med store smil på.
Dag 6 – The Everglades og Key West
Næste morgen tidligt op og vi satte igen retningsnålen på tværs af Florida, idet vi ville til The Everglades – de kolossale sumpområder, der ligger lidt vest for Miami. Undervejs blev vi på et tidspunkt passeret af en af de store amerikanske bikerklubber, og her oplevede vi et absolut hierarkisk system til formationskørsel. Det var ret imponerende at følge den lange slange af Harley’er, der reagerede prompte på fløjmandens anvisninger ved retningsændringer. Systemet tog vi selvfølgelig til os, og havde stor fornøjelse af at benytte overdrevne håndtegn under kørslen – det bliver let småkedeligt, når man time efter time kører på helt lige veje… Der er mange steder, hvor man kan komme med ud i sumpene i de såkaldte airboats med typisk 2 x Chevy motorer (de larmer som sindssyge!!!), og det skulle vi naturligvis også prøve. Først kiggede vi os omkring i den lokale zoo, hvor de fremviste dyr, som var blevet fanget i området. Tak for kaffe! Det var en imponerende samling af bl.a. alligatorer, pumaer, bjørne og slanger!!! Personligt har jeg stærk antipati mod dyr, der kan bevæge sig uden ben!
Bådføreren, der også fungerer som guide, kunne berolige os med at der kun fandtes ganske få særdeles giftige slangearter i The Everglades – problemet var bare, at der var h……. mange af dem. Alligatorerne mente man, at der var omkring 1 mio. stk. af. Nå ja, badning blev så streget fra listen over ting, som vi skulle nå den dag. Alligatorerne kunne vi komme helt tæt på under turen – og det er altså en klam og kold fætter, som jeg helst betragter på en vis afstand! Respekt til de marinesoldater, der har deres træningsområde bl.a. i The Everglades – for slet ikke at tale om de fastboende, der helt frivilligt har valgt at bo i sumpområderne. Turen rundt i sumpene var en meget stor oplevelse, og kan varmt anbefales.
Da vi kørte videre, så vi flere steder langs vejen store slanger. Hvorvidt de var i live eller kørt over af den tunge trafik, standsede jeg IKKE op for at undersøge. Mine ben kom blot op at hvile på motorbeskyttelsesbøjlen og gashåndtaget fik et ekstra vrid…
Vi nærmede os nu det sydligste af Florida – The Keys – som er en stribe af større og mindre øer, der er forbundet af et flot brosystem bestående af i alt 43 broer , hvor den bedst kendte er Seven Mile Bridge (kendt bl.a. fra filmen ”Livsfarlig løgn” med Schwarzenegger). Det er en imponerende følelse at køre over disse broer med den flotte udsigt med den Mexikanske Golf mod vest og Atlanterhavet mod øst.
På Key Marathon trak André pludseligt ind til siden, da han havde spottet en ældgammel van, der var helt overklistret med nummerplader. Bilen tilhørte en ligeså gammel original, som havde holdt der de sidste 15 år og lavet ”ønskenummerplader” mod betaling til interesserede. Mødet med denne original var en af de sjoveste oplevelser på turen, da han havde en grovkornet humor langt under bæltestedet, der sagde spar to til alt, hvad vi tidligere har hørt!!! På et tidspunkt spurgte han os, om vi troede på, at han kunne standse trafikken på hovedvejen, der går lige forbi hans rullende værksted? Da vi så ret tvivlende ud, så rev han resolut en legemsstor kvindedukke frem fra bilen og gav sig til at lave ret sigende bevægelser ovenpå dukken – og trafikken stoppede. Vi skreg af grin! Han kunne desuden fremvise en imponerende samling med billeder, hvor han havde været involveret med både kvinder og dyr…det var simpelthen for meget, og vi forlod ham storgrinende og nogle gode usandsynlige historier rigere!
Vi ankom til Key West sidst på dagen og fandt det sydligst beliggende hotel (80 $ for et dobbeltværelse – alt er dyrere på The Keys – og i højsæsonen er der endnu dyrere). Vi fik taget de traditionelle fotos med Harley’erne ved øens sydligste punkt – 80 miles fra Cuba – og tullede herefter rundt på Key West. Hovedgaden – Duval Street - er et virvar af souvenirbutikker og turiststeder. Fra tidligere besøg ved jeg dog, at Key West også kan være et særdeles lækkert sted at opholde sig. Der er mere en ”lay-back” livsstil i modstrid til livet i fx Miami. Byen har nogle meget smukke gamle træhuse, palmer, fine strande – og en imponerende samling af originaler af enhver slags! Vi fik også besøgt Sloopy Joes bar, som er en absolut turistfælde, og som ikke længere har ret meget Hemmingway over sig (udover på t-shirts, krus, golfbolde og…). Der ligger dog et hav af spændende barer og spisesteder på Key West, så der er nok at gå i krig med. Bl.a. ”Hog’s Breath” som også tiltrækker motorcykelfolket. Vi havde en ”sjov” oplevelse om natten: vi var gået i seng, og Harley’erne var korrekt sammenlåst på p-pladsen nedenfor vore værelser. I løbet af natten opdagede Georg en mand, der havde sat sig lige ved Harley’erne. Han observerede ham gennem et lille stykke tid, inden han fik taget sig sammen til at hoppe i lidt tøj, og gik ned til ham for at høre, hvad han i grunden havde gang i? Det viste sig, at det var en vagt, som hotellet havde udstationeret til at holde øje med vore motorcykler. Tal lige om service – og 4 Silkeborggutter, der måtte sluge et par fordomme!
7. dag - Retur til Miami
Næste formiddag blev cyklerne sadlet for sidste gang, og turen gik retur mod Miami. Det er en ca. 280 km lang tur med megen trafik, og det tager altså tid. Da vi drejede fra motorvejen ind mod Miami, så kørte vi lang tid gennem nogle bydele, hvor man virkelig så bagsiden af medaljen. Amerika er et fedt sted at være, hvis man har penge – men det er ligeså ufedt, hvis man ikke har! Jeg følte ikke speciel lyst til at spadsere en tur rundt i nabolaget for at kigge på – ituslåede – vinduer… Bilvrag på gaderne, et utal af kvinder i tvivlsomme liberale erhverv, skumle typer overalt…og det var altså stadig højlys dag. Spændende, ikke uinteressant og meget anderledes – men nok ikke den rigtige legeplads for os...
Det var med absolut vemod, at vi skulle aflevere Harley’erne efter de små 2.500 km vi havde kørt. De havde opført sig upåklageligt, og havde ikke brugt en dråbe olie. Alle møtrikker sad så vidt vi (og udlejeren) kunne konstatere stadig på deres rette pladser. Eneste reparation på turen var udskiftning af én blinklyspære undervejs. Stor ros til konstruktørerne fra Milwaukee – jeg kører meget gerne Harley igen, når lejligheden byder sig!!! En Harley Davidson FatBoy byder på den helt rigtige kombination af amerikansk design, myte, rå buldrende og sejtrækkende motorkraft, så ikke et øje er tørt. Diverse sammenligninger mellem japanske supercykler og Harley’er er i mine øjne helt omsonst, idet der er tale om 2 vidt forskellige ting, der IKKE kan eller skal sammenlignes. En japansk motorcykel, og ikke et ondt ord om dem, vil bestemt på sigt være mindre vedligeholdelseskrævende og vil bestemt også opføre sig mere korrekt på vejen, og koste langt mindre end en Harley – men den bliver altså aldrig en Harley!
Hjemturen gik over New York, hvor vi bl.a. kunne konstatere at Hooters lukker kl. 24.00, Harley Davidson Café New York er helt lukket, Empire State Building er ekstrem høj, Times Square er imponerende – og man kommer til at tænke dybere over tingene, når man står ved Ground Zero, hvor World Trade Center var placeret indtil den 11. september 2001.
Turen var en ubetinget succes – og uden et eneste uheld af nogen art (bortset fra nogle få uretmæssige tilkendelser af morfar-titler!). Al planlægning hjemmefra har fungeret 100%, og vi har mødt en masse flinke og rare mennesker undervejs. Vi har samtidig fået en mængde gode fælles amerikanske oplevelser og indtryk, som kan danne grobund for den næste tur. Drømmen lever jo stadig videre – og der er jo det der med turen tværs over USA engang …???
Kim
Efter en rundtur i området (der er virkelig nogen, der forstår at tjene penge – villaerne på Strandvejen i København blegner virkelig ved siden af nogle
af ”paladserne” i dette område!!!) sagde vi farvel og på forhåbentlig snarligt gensyn til vennerne i West Palm Beach, og begav os igen nordpå mod Daytona. Vi tog nu motorvejen for at få tilbagelagt nogle hurtige miles – og for at se hvordan en Harley opfører sig ved højere hastigheder. Lad det være sagt med det samme: en Harley Davidson FatBoy uden vindskærm er ikke designet til at køre 100 miles i timen eller mere over længere strækninger! Men igen: who the fuck cares? Den er faktisk utrolig letkørt, og man mærker stort set ikke de over 300 kilo den vejer. Det er stadig – i mine øjne – den fedeste motorcykel, der nogensinde er bygget, og byder 
muligheden sig, så kører jeg også Harley Davidson i Danmark! Stil eller ikke stil – skulle man køre over længere stræk ved høj hastighed, så ville en vindskærm være til stor gavn. Den meget oprejste og brede kørestilling ”sluger” altså noget vind ved høj hastighed, og trætter ved længere tids kørsel.Vi ankom til Daytona ud på eftermiddagen og væltede ind på det lokale madtempel lige overfor Daytona International Race Tracks (den berømte væddeløbsbane). Efter behørig fødeindtagelse samt fotografering begav vi
os ned mod stranden for at finde et motel. Undervejs passerede vi den lokale Harley-forhandler, der med vanlig sans for beskedenhed annonceres, som verdens største Harley-forretning. Og STOR er den bestemt! Der var et utal af Harley’er – nye & brugte – værksteder, reservedelsforretning, tøjafdeling og en ekstrem stor merchandise afdeling, hvor man kan få Harley-logoet på stort set ALT. Jeg har altid været imponeret af CAPS i Risskov, men dette var altså noget større! Efter at have indsnuset atmosfæren her kørte vi ned mod stranden for at finde et passende hotel og blev booket ind på et Desert Inn med videoovervåget parkeringsgarage. Selve parkeringen var noget vi brugte meget tid på hver dag. Alle 
Harleyerne blev låst sammen efter alle kunstens regler af hensyn til den selvrisiko på 2.000 $ pr. Harley som vi havde i tilfælde af tyveri… Af samme årsag var vi også rimeligt forsigtige med, hvor vi parkerede – om det var berettiget eller ej, skal jeg lade være usagt, men vi havde det bare bedst på denne måde.Herefter foregik resten af aftenen med cruising rundt i Daytona for at indsnuse stemningen i denne meget berømte MC-by. Vi var der små 10 dage før Biketoberfesten, som er en mindre udgave af det berømte BikeWeek, der finder sted om foråret. Derfor var der allerede begyndt at komme mange af de ”lejlighedsvise” mc-forretninger, der skyder op under disse træf – og en hel del Harley’er var også begyndt at cruise rundt i området. Det var spændende at besøge fx Arlen Ness forretningen og se nogle af de yderst fantasifulde Harleyer, som de bygger – enhver synsinspektør i Danmark ville besvime blot ved synet! Turen ad Main Street op til Saloon Boothill på Harley’en var altså også sjovere på ryggen af en Harley end sidst,
hvor jeg kørte i bil…Næste dag iklædte vi os den typiske amerikanske sikkerheds mc-beklædning: shorts, solbriller og t-shirts og betalte de obligatoriske 5 $ for at få lov til at køre på Daytona Beach. Dette var noget vi virkelig havde set frem til!!! En særdeles lang fast og bred sandstrand, Atlanterhavet, mere end 30 graders varme, dine bedste venner og så 4 Harley’er – større bliver det altså ikke! Efter denne kanonoplevelse gik turen retur til hotellet, hvor vi skiftede til den skandinavisk tillempede biker-beklædning: t-shirts, cowboybukser, solbriller og styrthjelme… MC-jakkerne dannede en perfekt rygstøtte bag på sadlerne! Sikkerhedsmæssigt er dette naturligvis ikke optimalt – vi benyttede jakkerne ved kørsel på Highways og lignende med højere hastigheder. Men helt ærligt: i 30-35 graders varme og med særdeles høj fugtighed, så var det bare for VARMT at køre med jakkerne ved bykørsel!
Lige udenfor Daytona tog vi turen ”Riding the loop”, som alle der kommer til Daytona bør køre. Der er tale om en ca. 25 miles rundtur i en særdeles varieret natur med helt perfekte mc-veje. Man kører gennem skovområder, der lukker sig helt om vejen, langs søer, sumpområder m.m. Dette var absolut en af turens store MC-oplevelser! Stop langs søerne blev gjort med stor opmærksomhed på det lokale dyreliv (læs: alligatorer og lign.)… André overvejede i øvrigt at tage patent på den ultimative fastspændingsanordning for videoudstyr på en Harley (læs: plasticstrips og gaffatape). Der kom faktisk nogle meget gode optagelser ud af det!
Dag 4 – Motel i Beverly HillsVi krydsede derefter Florida på tværs ad den laaaaange og helt snorlige StateRoad 40, der går gennem Ocala National Forest. Ikke meget udsigt til andet end den helt lige og endeløse vej samt den helt tætte bevoksning langs vejsiderne. Ved aftenstide blev det nødvendigt at finde et motel idet Jan kun havde en åben hjelm og helt sorte solbriller – og det blev altså pludselig helt mørkt. Iflg. Jan svarede det til at lade Stevie Wonder køre på Harley… Vi fandt derfor et RIGTIGT motel som man kender det fra de lidt
mere skumle amerikanske film – prisen for et dobbeltværelse var kun 19 $ inkl. kakerlakker på badeværelset og blodspor i Andrés seng… Det var faktisk en ret sjov oplevelse, som vi har grint af mange gange siden! Byen havde det ret prangende navn: Beverly Hills, og havde bestemt IKKE andre lighedspunkter med bydelen i L.A., Californien. Trods mange fordomme havde vore Harley’er endnu ikke brugt olie overhovedet, og havde i enhver henseende opført sig eksemplarisk – talen gik derfor meget på mulighederne for evt. køb af HD’ere i Danmark.Dag 5 – Hooters og Ft. Myers
Næste morgen sagde vi farvel til kakerlakkerne i Berverly Hills og kørte stille og roligt langs Den Mexikanske Golf sydpå. Byerne i Florida strækker sig langs kysterne ind i hinanden, så man har blot fornemmelsen af, at køre gennem en laaaang bydel. Disse bykørsler bliver i længden ret kedelige, da amerikanerne samtidig har placeret et utal af lyskryds… Ved St. Petersburg kørte vi via Interstate 275 over den særdeles flotte Sunshine Skyway Bridge, som er en dæmning, der midtpå hæver sig til en næsten 100 m høj bro med en lækker udsigt over Tampabugten. Flot!
I Fort Myers – City of Palms - fandt vi et passende motel (denne gang uden kakerlakker) og rullede så hen til det lokale Hooters. For de endnu uindviede kan jeg oplyse, at det er en kæde af restauranter, hvor personalet (udelukkende kvinder) er antaget primært efter brystmål samt deres evne til at gå med særdeles små toppe og shorts…og maden er i øvrigt også ok! Grunden til vort besøg var naturligvis ikke udelukkende af mandschauvinistiske årsager, men den lokale HD-klub havde i samarbejde med Hooters arrangeret et HD-træf, og det ville vi naturligvis ikke gå glip af. Det vrimlede med spændende Harley’er og flinke mennesker og tiden bare fløj af sted. Det er absolut utroligt, hvad den rette kombination af fornuftige mc-priser, høj temperatur, amerikansk tankegang og manglende danske synsregler kan gøre for kreativ udfoldelse på en Harley! Vi kom sent i seng i absolut løftet stemning og med store smil på.
Dag 6 – The Everglades og Key West
Næste morgen tidligt op og vi satte igen retningsnålen på tværs af Florida, idet vi ville til The Everglades – de kolossale sumpområder, der ligger lidt vest for Miami. Undervejs blev vi på et tidspunkt passeret af en af de store amerikanske bikerklubber, og her oplevede vi et absolut hierarkisk system til formationskørsel. Det var ret imponerende at følge den lange slange af Harley’er, der reagerede prompte på fløjmandens anvisninger ved retningsændringer. Systemet tog vi selvfølgelig til os, og havde stor fornøjelse af at benytte overdrevne håndtegn under kørslen – det bliver let småkedeligt, når man time efter time kører på helt lige veje… Der er mange steder, hvor man kan komme med ud i sumpene i de såkaldte airboats med typisk 2 x Chevy motorer (de larmer som sindssyge!!!), og det skulle vi naturligvis også prøve. Først kiggede vi os omkring i den lokale zoo, hvor de fremviste dyr, som var blevet fanget i området. Tak for kaffe! Det var en imponerende samling af bl.a. alligatorer, pumaer, bjørne og slanger!!! Personligt har jeg stærk antipati mod dyr, der kan bevæge sig uden ben!
Bådføreren, der også fungerer som guide, kunne berolige os med at der kun fandtes ganske få særdeles giftige slangearter i The Everglades – problemet var bare, at der var h……. mange af dem. Alligatorerne mente man, at der var omkring 1 mio. stk. af. Nå ja, badning blev så streget fra listen over ting, som vi skulle nå den dag. Alligatorerne kunne vi komme helt tæt på under turen – og det er altså en klam og kold fætter, som jeg helst betragter på en vis afstand! Respekt til de marinesoldater, der har deres træningsområde bl.a. i The Everglades – for slet ikke at tale om de fastboende, der helt frivilligt har valgt at bo i sumpområderne. Turen rundt i sumpene var en meget stor oplevelse, og kan varmt anbefales.
Da vi kørte videre, så vi flere steder langs vejen store slanger. Hvorvidt de var i live eller kørt over af den tunge trafik, standsede jeg IKKE op for at undersøge. Mine ben kom blot op at hvile på motorbeskyttelsesbøjlen og gashåndtaget fik et ekstra vrid…
Vi nærmede os nu det sydligste af Florida – The Keys – som er en stribe af større og mindre øer, der er forbundet af et flot brosystem bestående af i alt 43 broer , hvor den bedst kendte er Seven Mile Bridge (kendt bl.a. fra filmen ”Livsfarlig løgn” med Schwarzenegger). Det er en imponerende følelse at køre over disse broer med den flotte udsigt med den Mexikanske Golf mod vest og Atlanterhavet mod øst.
På Key Marathon trak André pludseligt ind til siden, da han havde spottet en ældgammel van, der var helt overklistret med nummerplader. Bilen tilhørte en ligeså gammel original, som havde holdt der de sidste 15 år og lavet ”ønskenummerplader” mod betaling til interesserede. Mødet med denne original var en af de sjoveste oplevelser på turen, da han havde en grovkornet humor langt under bæltestedet, der sagde spar to til alt, hvad vi tidligere har hørt!!! På et tidspunkt spurgte han os, om vi troede på, at han kunne standse trafikken på hovedvejen, der går lige forbi hans rullende værksted? Da vi så ret tvivlende ud, så rev han resolut en legemsstor kvindedukke frem fra bilen og gav sig til at lave ret sigende bevægelser ovenpå dukken – og trafikken stoppede. Vi skreg af grin! Han kunne desuden fremvise en imponerende samling med billeder, hvor han havde været involveret med både kvinder og dyr…det var simpelthen for meget, og vi forlod ham storgrinende og nogle gode usandsynlige historier rigere!
Vi ankom til Key West sidst på dagen og fandt det sydligst beliggende hotel (80 $ for et dobbeltværelse – alt er dyrere på The Keys – og i højsæsonen er der endnu dyrere). Vi fik taget de traditionelle fotos med Harley’erne ved øens sydligste punkt – 80 miles fra Cuba – og tullede herefter rundt på Key West. Hovedgaden – Duval Street - er et virvar af souvenirbutikker og turiststeder. Fra tidligere besøg ved jeg dog, at Key West også kan være et særdeles lækkert sted at opholde sig. Der er mere en ”lay-back” livsstil i modstrid til livet i fx Miami. Byen har nogle meget smukke gamle træhuse, palmer, fine strande – og en imponerende samling af originaler af enhver slags! Vi fik også besøgt Sloopy Joes bar, som er en absolut turistfælde, og som ikke længere har ret meget Hemmingway over sig (udover på t-shirts, krus, golfbolde og…). Der ligger dog et hav af spændende barer og spisesteder på Key West, så der er nok at gå i krig med. Bl.a. ”Hog’s Breath” som også tiltrækker motorcykelfolket. Vi havde en ”sjov” oplevelse om natten: vi var gået i seng, og Harley’erne var korrekt sammenlåst på p-pladsen nedenfor vore værelser. I løbet af natten opdagede Georg en mand, der havde sat sig lige ved Harley’erne. Han observerede ham gennem et lille stykke tid, inden han fik taget sig sammen til at hoppe i lidt tøj, og gik ned til ham for at høre, hvad han i grunden havde gang i? Det viste sig, at det var en vagt, som hotellet havde udstationeret til at holde øje med vore motorcykler. Tal lige om service – og 4 Silkeborggutter, der måtte sluge et par fordomme!
7. dag - Retur til Miami
Næste formiddag blev cyklerne sadlet for sidste gang, og turen gik retur mod Miami. Det er en ca. 280 km lang tur med megen trafik, og det tager altså tid. Da vi drejede fra motorvejen ind mod Miami, så kørte vi lang tid gennem nogle bydele, hvor man virkelig så bagsiden af medaljen. Amerika er et fedt sted at være, hvis man har penge – men det er ligeså ufedt, hvis man ikke har! Jeg følte ikke speciel lyst til at spadsere en tur rundt i nabolaget for at kigge på – ituslåede – vinduer… Bilvrag på gaderne, et utal af kvinder i tvivlsomme liberale erhverv, skumle typer overalt…og det var altså stadig højlys dag. Spændende, ikke uinteressant og meget anderledes – men nok ikke den rigtige legeplads for os...
Det var med absolut vemod, at vi skulle aflevere Harley’erne efter de små 2.500 km vi havde kørt. De havde opført sig upåklageligt, og havde ikke brugt en dråbe olie. Alle møtrikker sad så vidt vi (og udlejeren) kunne konstatere stadig på deres rette pladser. Eneste reparation på turen var udskiftning af én blinklyspære undervejs. Stor ros til konstruktørerne fra Milwaukee – jeg kører meget gerne Harley igen, når lejligheden byder sig!!! En Harley Davidson FatBoy byder på den helt rigtige kombination af amerikansk design, myte, rå buldrende og sejtrækkende motorkraft, så ikke et øje er tørt. Diverse sammenligninger mellem japanske supercykler og Harley’er er i mine øjne helt omsonst, idet der er tale om 2 vidt forskellige ting, der IKKE kan eller skal sammenlignes. En japansk motorcykel, og ikke et ondt ord om dem, vil bestemt på sigt være mindre vedligeholdelseskrævende og vil bestemt også opføre sig mere korrekt på vejen, og koste langt mindre end en Harley – men den bliver altså aldrig en Harley!
Hjemturen gik over New York, hvor vi bl.a. kunne konstatere at Hooters lukker kl. 24.00, Harley Davidson Café New York er helt lukket, Empire State Building er ekstrem høj, Times Square er imponerende – og man kommer til at tænke dybere over tingene, når man står ved Ground Zero, hvor World Trade Center var placeret indtil den 11. september 2001.
Turen var en ubetinget succes – og uden et eneste uheld af nogen art (bortset fra nogle få uretmæssige tilkendelser af morfar-titler!). Al planlægning hjemmefra har fungeret 100%, og vi har mødt en masse flinke og rare mennesker undervejs. Vi har samtidig fået en mængde gode fælles amerikanske oplevelser og indtryk, som kan danne grobund for den næste tur. Drømmen lever jo stadig videre – og der er jo det der med turen tværs over USA engang …???
Kim
Ingen kommentarer:
Send en kommentar